Der randt hin rørlighet i linjen, som betinger det nye vers; derved at accenten kom ind, fik meningen magt over ordets betoning, eller ialfald indflydelse paa den; den fik direkte logisk vegt og liv. Herefter kan der igjen, paa grund av accentens flytbarhet, endog bli spørsmaal om gjennem stemmens tryk at gi et ellers og grammatikalsk set ubetonet ord, som ønskes fremhævet, den tyngste plads i det prosodiske bygverk, hvilket er ganske fremmed for antikkens græske og latinske sprog, som for oldtidens skaldskap. Menneskets stemme kommer altsaa til sin ret; det melodiøse gjør sit indtog ogsaa i verset. Den direkte følge av revolutionen er revolution i dets bygning. Sætningens lydlove er nu kommet med ind; selve meningen, den logiske accent, faar noget at si i den prosodiske konstruktion, det er ikke lenger bare de strengt grammatikalske og ordfonetiske love, som raader i verslinjen. Følgen av denne sætningsaccentens flytbarhet er endvidere øket adgang til finere nuancering: til variation.
Dermed er dørene slaat vidt aapne for nutids-versets nye, rike muligheter. Verset blir hvad det skal være: aandedrag. Det er bare det at det er gaat litt sent op for de digtende mænd, baade hertillands og ute i
