velser, som jo egentlig heller ikke er klassisk. Der synes til og med at ligge ikke saa litet av folkesprogets kunstlede egenheter gjemt bak enkelte hymner – ialfald maa der være en eller anden forbindelse – som nu det overdaadige rimsystem, endog med alliteration, som i følgende morgenhymne:
Tandem fluctus, tandem luctus
sol erumpens temperat;
nuna aurora rupta mora
lucem laetum nuntiat …
Den minder jo i sin kunstlethet næsten om det «grønlandske versemaal» (hinn grønlenzki háttr) hos Snorre i hans Háttatal[1]. – Samtidig, og kanske som følge av denne paavirkning, faar hymnen ogsaa enderim.
Kort gjentat: Overgangen til det accentuerende princip i prosodien peker altsaa hen paa den egentlige revolution i sproget. Og følgen av denne er, at i og med accenten det nye sprog har faat melodi. Hvad eddakvadet og den gamle skaldskap ikke eier. Sproget ligger ikke længer i de gamle lænker.
- ↑
Slóð kann snæðir
seima geima
hnigfák Haka
hleypa greipa …
