ogsaa urimet, mandig og streng, fyldt av alvor og vælde:
Æterne rerum conditor,
noctem diemque qui regis
et temporum des tempora
ut elleves fastidium …
Men læs saa italieneren Thomas da Celanos Dies iræ, dies illa fra ca. 1100. Eller den av Jacob Benedictus fra ca. 1300:
Stabat mater Dolorosa
juxta crucem lacrymosa,
dum pendant filius,
cuius animam gementem,
contristantem et dolentem
pertransivit gladius …
Der har vi kirkesalmen fra idag fuldtonende.
Under læsningen av «Dies irae» og «Stabat mater» føler man en boblende bevægelse, en begyndende bølgegang som munder ut i melodi. Den først citerte hymne er ikke sang, den sidste er bare sang. Med andre ord: kirkehymnen har fulgt folkesproget og tilslut git efter for det, sætter derved langsomt til sit eget prosodiske princip: den faar et melodisk fald, som det klassiske latin, og den ældste hymne ikke har. Det er der, det er foregaat. Den har vel ogsaa derfra sine fire betonede sta
