saa virket tilbake paa verset. Jeg tror, man her har en oplysende parallel – eller ialfald vink om utviklingens gang – hvis man lytter til selve den latinske kirkehymne, slik den ændret sig op gjennem seklerne. Bak omslaget i nordisk ligger kanske almeneuropæiske sproglove. Jeg citerer nedenfor nogen strofer fra forskjellige sekler. Jeg indrømmer at der intet eksakt kommer ut av en slik tilfældig sammenstilling av hymner. Men hvis man forsøker bare at læse dem op høit efter hverandre, og lytter, vil man opfange en forskjel, som ikke ligger bare i at her delvis er indbyrdes forskjellige versemaal. Jeg tror, éns øre vil opfange utviklingens væsen, som er dette at man i virkeligheten, under tryk av det samtidige folkesprog, langsomt helder over mot det accentuerende princip endog i hymnen paa latin, hvor i klassisk tid det alene var kvantiteten, som skapte verset.
Der er først den ærværdige og urimede morgenhymne av Hilarius fra 3. eller 4. sekel efter Kristus, hvorav første vers lyder:
Lucis largitor splendide
cuius sereno lumine
post lapsa noctis tempora
dies refusus panditur …
Og der er en anden morgenhymne av noget senere dato, laget av Ambrosius – den
