Europa. Især ute i Europa – især i det romanske Europa, hvor latinets metrik øver pres fremdeles.
Med denne omlægning hænger vel egentlig ogsaa sammen hin forskyvning av betoningen mot vers-linjens sidste ord – «den jambiske tendens» – som von der Recke gjorde opmerksom paa; det har sin rent psykologiske grund, idet sætningens indhold jo steg i betydning, eftersom man nærmet sig slutten og det hele derute fortættet sig til mening. En naturlig følge av denne accentflytning mot slutten maatte saa bli at assonansen eller stavelses-rimet, som man jo kjendte til fra oldtiden, idet f. eks. dráttkvæð har baade hel- og halv-rim, men, vel at merke! inde i verslinjen, – at det nu satte sig fast derute paa den vegtigste plads, blev til enderim. Ja, man undser sig fra nu av end ikke for at begaa smaa sproglige feil, naar man bare derved kunde undgaa haardhet og opnaa vellyd; man gav en god dag i grammatikken. Av den grund kom saaledes i balladen den fyldigere akkusativ-form paa «-an» ind i adjektiverne (som «fagran» o. l.) og satte sig fast i alle kasus som poetisk form. Selve ordene blir medgjørlige og staar der ikke længer
