til forskjellig tid i landets forskjellige dialekter, idet der jo endnu i Norge findes dalstrøk, hvor der fremdeles sitter noget igjen av det gamle skille mellem lang og betonet stavelse. Denne revolution i det sproglige gjør det bl. a. altsaa ganske uraad for en digter i nutiden at efterligne de gamle kvad, som f. eks. ljóðaháttr, hvor verslinjen skal ende paa ord av én stavelse som er lang eller paa tostavelses-ord, men med første betonede stavelse kort – og dette sidste alternativ skal være dobbelt saa almindelig som linjens utgang paa énstavelsesendelse; de lærde (som Sievers og Jessen) har fundet reglerne. – Nu, dette blir filologiske finesser og pedanteri; og jeg skal ikke fuske mig længer ind paa disse de lærdes enemerker. Men hine metriske regler er det altsaa umulig for et nutidssprog at opfylde. Og følgen blir endvidere at et vers, bygget op efter oldtidens prosodi, overhodet og a priori heller ikke lar sig oversætte: ifølge sakens natur, ifølge sproghistorien blir det, bokstavelig talt, altid bare halv oversættelse – og her er dansk og norsk, maalet indbefattet, likedan stillet. Maalmændene bør lægge sig paa minde at man igjennem sprogets egne love er avskaaret fra at gjengi det
