gamle; det blir bare løierlige flaks, som ikke bringer én en fjærs bredd nærmere oldsproget. Hvad der kommer ut av det, ser man av det foran citerte dráttkvæð fra bryllupsgildet paa Holar, som en saa kyndig mand som Kaalund har oversat. Stort mer end bokstavrimets klaprende lek og golde snurrepiperi er der ikke tilbake av verset; ialfald er det ikke mer end halvveis oversat. Eller jeg citerer av Feilberg’s Edda-oversættelse Vølundskvædet vers 8:
Skred fra jagten
skytte veirsynt,
Vølund lakkende
lange veien …
Man kan maaske si, det er et heldig grep av oversætteren; men der er mindet sang i det, musik i det; det er ikke granit længer. Det har med originalen at gjøre likemeget som rosemaling og bonderococco med Osebergskibets utskurd. Hør her oldsproget:
Kom þar af veiði
veðreygr skyti.
Vǫlundr liðandi
um langan veg …
Denne sproglige omlægning fra kvantitet til accent og den dermed sammenhængende
