Jeg mener altsaa at det nyes gjennembrud, balladens seier, stikker ikke først og fremst i dens større smidighet i det prosodiske, eller i at den til forskjel fra oldsprogets strenge kviðuháttr bare kræver to rim i hver strofe. I den prosodiske omlægning ligger derimot egentlig selve sprogrevolutionen gjemt. Den kommer som følge av – eller ialfald i følge med – parataksens ophør, den som skjøt sin eventyrligste blomst i dráttkvæð med dets skablonfaste opstilling i hver halvstrofe av hovedsætningens to brudstykker, hvert som klave om bisætningen, som gjemte sig selvstændig i midten; det er paratakse i en grad, som vi nu vanskelig kan helt fatte, og har kun i den samtidige ornamentiks slyngninger sit sidestykke. Imot denne omlægning i sætningernes arkitektur blir slikt som spørsmaalet diftonger eller a som infinitivs-endelse o. l. for hare intetsigende formalismer at regne.
Den accentuerende revolution mener jeg følgelig foregik hos os før 1600, nemlig at den – ialfald i det levende talesprog, hvor denslags længe fører sit skjulte liv, før det naar frem og faar sin indflydelse paa verset – saa smaat var begyndt allerede omkring 1200, kanske endog før, og kanske endog
