en følge av noget andet i sprogutviklingen, som træder tydeligst frem i prosodien og som er endnu mer revolutionerende, nemlig overgangen fra det kvantiterende princip til det accentuerende. Edda’s vers bygges paa det, man kalder «stavelses-tælling», nemlig en jevn veksling av lang og kort stavelse. Saaledes som i oldtidens græsk og latin. I det nye digt, i balladen, er det ikke længer saa: der er det de betonede stavelser som tælles. Med andre ord: Lang stavelse og betonet blir der ett og det samme; likesaa kort stavelse og ubetonet. De falder sammen. Og der er da følgelig ikke længer i verset adgang til særskilte prosodiske regler for dem, slik som tilfældet var i oldsproget; der har vi f. eks. verbet «fắra» (vort «fâre») paa to korte stavelsen hvorav den første betonet, og som paa de for «opløsning» tillatte steder i verset – som i dráttkvæð – kunde i den prosodiske økonomi ækvivalere med én lang stavelse og remplacere den. Det er ikke heller saa i det før nævnte dansestev, som høvdingen Thord citerer i Sturlungasaga: «Mínar eru sorgir þungar sem blý». Og heller ikke i hint nidstev om Lopt sammesteds:
Loptr er í eyjum,
bítr lunda-bein;
Sæmundr er á heiðum,
étr berin einn.
