rene, faldende trochaer hele veien, og dog er verslinjens rytme voldsomt stigende, for at kulminere ved det siste ord «syg». Det danske sprog viser altsaa tidlig at ha en jambisk tendens, idet man bygger efter tankens bevægelse. Og dertil skulde vort skriftsprog slutte sig, mens vor mer trochaiske tendens, hvor ordfoten hævder sig likeoverfor den logiske, skulde halsstarrig gaa igjen i slikt som betoningen «kóntor», «próf’sor» o. l., saadan som dette træder én imøte i folkemaalet, eller endnu mer i islandsk av idag.
Det er dumdristig for en lægmand at ville antyde et avvikende syn paa norsk sproghistorie. Saameget mer, som det jo for tiden slet ikke er saken selv, sprogstriden gjælder, men politik, idet som bekjendt omtrent ingen av det undertrykte sprogs talsmænd formaar mundtlig og ukunstlet selv at benytte sig av det sprog som det er dem en saadan livssak at faa reist av sin dype fornedrelsens nød, samt paatvunget os andre; en lægmand risikerer at bli klemt flat mellem berserkernes skjolde, eller ialfald bli remjet døv. Jeg kan allikevel ikke dy mig for at mene at den ovenfor omtalte forskyvning av accenten ikke er det egentlige og væsentlige: men at den er blot et ytre fænomen, som igjen stikker i og er
