den rytmiske bevægelse i begge behøver nu ikke længer at være den samme; og den tenderte mot jamben («gaa bórt», «fat mód» o. l.). Dette sætter skille mellem før og nu. Oldsproget tenderte trochaisk baade i ordfot og logisk fot. Man har eksempler fra digtningen i Hammerhentingen’s vers: «Vreiðr var Vingþórr»; og fra prosaen har vi slikt som sagaens begyndelsen «Maðr het Þórr». Evert ord i Eddasproget virker ved egen iboende vegt, og man har, som Moltke Moe engang sa, det indtryk «at staa foran kyklopiske mure», hvor man forsmaar hver utfyldning av partikler: enten de heter konjunktioner, artikler eller lignende; i dette laa oldsprogets storhet. Men dette maa jo igjen bety: sætningsaccenten er svak – vi kan si: virker slet ikke. Dette var oldsproget. Paa dette punkt skulde altsaa bl. a. de nordiske sprog ha skilt følge, idet dansk her var foran i utviklingen: selv om ordfoten er ren trochaisk, blir den logiske jambisk. Eller man kan si det saa at det enkelte ord er ikke det væsentlige og avgjørende, men tanken som ordene uttrykker. Kort sagt: sætningsaccenten virker med. Man kan saaledes ta for sig en ren trochaisk folkevise-linje som «Dronning Dagmar laa i Ribe syg»: det er
