Det er gjerne de menige landsknegter, partigjængerne, de som har til opgave bare at slaa ned for fote grønskollingerne i den anden fylking, hvor man biter i skjoldranden og remjer, at stammefrændens sprog er dansk: «Du danska!» Endog lærde har ikke undset sig for at istemme berserk-hvinet. Saa det er forsaavidt akkurat et passelig svar til dem som remjer. Problemet har dypere røtter end som saa.
saavidt jeg har opfattet fagmændene, som f. eks. avdøde professor Moltke Moe, saa ræsonnerer man der om oldsproget i dets forhold til nutidssproget slik at der ca. 1500 skedde en ændring, som helt omskapte det nordiske fællessprog; omkring den tid skulde det særegne danske være helt utviklet og skilt ut; og fra den tid skulde da som regel den danske ballades form være. Norsk sprog var derimot færdig først ca. 1600, omend gloserne i vor folkevise, og ogsaa delvis de grammatikalske former, gaar tilbake til «middelalderen». Selve sprogændringen skulde da, hvor det gjaldt bunden form, bl. a. bestaa i det som von der Recke i sin vældige verslære var den første til at se, at ordfoten, nemlig den metriske bevægelse i hvert enkelt ord, skilte sig ut fra den logiske fot eller sætningens. De forlot hverandre,
