receptive i deres anlæg bredere plads, for ikke at si: overhaand.
Der findes nemlig især et urgammelt norsk karaktertræk, som i høi grad letter det nye i dets indsig: Det er kaksens og lapsens svakhet for at ta sig ut, eller for at «være kar». Den lange fortælling i kongesagaen om Ringerikskaksen Sigurd Syr, som sætter sig ned ute paa akren og klær sig om for sin stedsøns skyld og saa kommer ridende tilgaards i fuldt skrud, saa det laver av ham: forgyldt sadel, korduanhoser med gyldne sporer, silkeklær og skarlakskappe, guldhjelm og indlagt sverd – gir jo et straalende billede av denne side, selv om det hele i virkeligheten er en senere tilføielse, kanske i enkeltheterne præget av Snorre’s egen samtid, av selve Haakon Haakonssøn’s ridderideal og snobberi i klædedragt. Det smaker av fugl, der dufter Europa. Derfor kom det ind i sagaen; og Snorre’s mine er alvor her. Men paa den anden side kan jeg ikke andet end se en snert fra ham til hans snobbede samtid under Haakon Haakonssøn i den lystige saga-thaatt, han sætter ind i Magnus Barfot’s saga, om franskmanden, ridderen Giffard, som bød kongen sin tjeneste, men uteblir ved det blodige slag med Svenskekongen
