ved Foxerne. Avsnittet, som ellers ingen rolle spiller i Magnus Barfots forresten saa paafaldende tynde saga, naar næsten eventyret i sin uhyrlige lystighet og spot over den feige, utenlandske ridder. – Vor historie har i det hele litt god raad paa Jean de Francer, av folk som glodde blendet paa det fremmede, og naar de rørte paa sig, la litt overdreven vegt paa at «syne sig», paa dette at ta sig ut i dets øine. Det er ellers et let forklarlig træk ved stammer, som kryper ut av taakeheimen og frem i solen: de blendes – og tar efter. Det er det umilde klima’s og de haarde livskaars usalige, men uutslettelige stempel; i sit ophav er det ulykkelige træk intet andet. Og findes hos os helt frem til den dag idag, gudbedre. Men møter vi nu denne servile beundring for Europa, dette usikre blik som skotter efter utlandets dom, pleier nogen ialfald smile og mumle litt om husmænd. Det var der ingen som gjorde dengang.
Dette karaktertræk har født en staaende skikkelse i norsk kongesaga, den forfængelige nar, affektationen legemliggjort. Allerede Islands ættesaga kjender ham; Eyrbyggjasaga har ham: Bolli hin pruði (den flotte), som var saa lapset at han hadde
