skimt av det andet og oprindelige under den motbydelige tortur-scene ved Sigurd Slembedegns, Magnus Barfot’s søns endeligt – fortalt i en eiendommelig og egte thaatt, som er underlig fri det gjængse saga-apparat og den begyndende middelalders tilløp til ridder-utstyr. Der fortæller Snorre at, da man omsider hadde fanget ham, blir det spørsmaal om avlivelsesmaaten: der var nogen som syntes enkelt drap var for billig sluppet. Og disse fik sin vilje: han skulde pines til døde. «Men høvdingerne og de fleste folk gik fra», staar der. Det eklet dem altsaa; og det tyktes dem naturligvis tillike en enfoldighet. Dette er et egte norsk træk: det andet, den aandssløve utskeielse, smaker av Harald Gille, Magnus Barfots angivelige søn, slik han bar sig ad mot sin angivelige brorsøn Magnus Blinde, Sigurd Jorsalafarers søn. – Om vor nationalhelgen Olav den hellige, som i sine unge aar ogsaa laa i viking langs de halvslaviske kyster, fik sin lille rem av samme hud derfra, tør man kanske ikke avgjøre. Men trods den fabelagtige evne til at ta efter fremmede, hævdet dog ætten sig dengang, racen var endnu aktiv. Men senere, fremfor alt da borgerkrigen hadde drevet sin storhugst blandt høvdingætterne, tok det
