streker, saa sagaen i sin helhet blir bare en saga om «ójafnaðarmenn». Vémund overgaaes imidlertid av den anden skikkelse Thorberg, en helstøpt skurk, som gjør sig skyldig i den sjofelhet, for at komme en mand tillivs, at han faar én til i al stilhet at sætte ind hos vedkommende hans hoppe, hvorpaa saa Thorberg later som han kommer for at «ransake»! og det saaledes kan slaaes fast for gud og hvermand at vedkommende er hestetyv: slet rygte skapes rundt om en ganske sagesløs, intet anende mand. – En anden saga, men denne fra nordvest-tungen av Island – Hávarðarsaga Isfirðings – en saga om liv utenfor folkeskikken og i folketomme fjorder, fuld av levende interiører, men ogsaa den uten stor og energisk arkitektur, – det er i grunden ogsaa en saga om en «ódællmand, Thorbjørn fra Laugabol, som i denne sin egenskap naar det eventyrlige, et indbitt troll som vil det onde for det ondes skyld og derved næsten faar et skjær av farce over sig. Han spiller i aarevis ganske mester i grænden, holder kuet under sig sagaens menløse, litt tilaarskomne hovedskikkelse, hvis søn han har dræpt paa grund av dennes forhold til hans frille; og nu negter han faren kort enhver bot og ethvert
