forlik, render med avindsord og løgn for at stifte splid. – Man kunde bli ved at trække frem denslags skikkelser i det endeløse, der er et helt galleri av dem i den gamle ættesaga; og de stikker ogsaa hodet frem i kongesagaerne. Men der gives endog hele sagaer, som udelukkende og aapenlyse vies denslags typer til evig minde. Hœnsa-Thores saga fra det vestlige Island er en saadan. En ældgammel mandfolke-saga uten eros og uten egentlig større dimension, med et raskt, næsten vel raskt fortælle-tempo, men hele tiden med et fast tak om emnet, nemlig Høsna-Thore’s skikkelse, den omreisende handelskar, som kjøpte og solgte i herrederne alt mulig – engang endog høns – og tilslut blir velstaaende og slaar under sig grændens store gaarder: egoist og tvær, hvor det ikke nytter folk at søke hjælp: bøn om hjælp opfatter han som en personlig fornærmelse; litt av en satan, som i medgjørlighet og omgjængelighet kun ser tegn paa svakhet og manglende æresfølelse – en fiks idé! man mindes begrebet moral insanity. Og med dette kiv-ætte sind kommer han til at leve i stadig krangel med naboerne om beite og om høi og alt. En ganske saglig
