kommer fremmede til gaards for at faa tak i Maar, som de har noget utestaaende med og erstatningskrav paa. Husbonden Hneitir er ute paa tunet og steller med noget, mens Maar er i fuld gang med at forføre hans datter: «Márr lá útar i bekk, ok hafði lagt hǫfuð sitt i kné Rannveigar dottur Hneitisbonda», staar det – han laa og drog sig inde paa en bænk og hadde lagt sit hode i Hneitir bondes datter Rannveigs fang. Det staar saa, at han bare reiste litt paa sig, da han hørte fremmed mæle derute og satte den ene fot ned fra bænken… Der er, som sagt, en sand overflødighet i den gamle ættesaga av denslags skikkelser, som jo altid sørger for at gi fattigere sagaer handling og bevægelighet. De kan ogsaa indta en bredere plads, som f. eks. i Reykdœlasaga, en merkelig saga, trods det anekdotmæssige præg og skjønt der fattes noget av de bedstes lange aandedrag, fuld av fortrinlige enkeltheter, av gamle hedenske brokker, – ligner Glums saga her, som den ellers staar tilbake for, kunstnerisk set. I Reykdœla fylder en slik «ódæll» person næst største plads. Men i grunden er selve hovedskikkelsen Vémund Kǫgurr, hvis ætt kom fra Hordaland, ogsaa fuld av knep og fante-
