strødd om allerede i sagaen av ballade-motiver og som altsaa kom med, fordi det var fælles kulturstof. Men blandt det nye er f. eks. synet for blomsten, som den gamle skaldskap ikke vøret; ellers maatte man jo møtt det f. eks. i kvinde-kjenningen, hvor det, som bekjendt, isteden er hele trær, som lind, som maa holde for. Med synet for blomsten og det av smaa format følger synet for barnet: ja, der er en tydelig trang til at formindske skikkelsen – man møter det allerede i slikt som denne «smaadreng», som altid er forhaanden, «Liti Kersti» o. l. Sagaen saa ikke barnet, fordi barnets opgave der var hurtigst mulig at bli voksen, naa over barnestrekerne frem til krigfør mand. Der øver man jo blodhevn eller dræper ved ti-aarsalderen – eller ialfald lar sagaen det ske – og der er ingen barnslighet over disse, som ligger paa jordgulvet og krabber rundt mellem de voksne mænds føtter. Den gir, som vi husker, stundom interiører her, idet vi faar se hvad lek de leker – og da er leken helt voksen, ikke sjelden med et skabrøst islæt som i hin scene i Njaals-saga, hvor man leker en skilsmisse-rettergang i dens intimeste detalj. I Egils-saga yrker barnet et draattkvæd, – men mottar, barnslig nok, i brageløn et ande-
