flydelse gjældende. Allerede i Olav Tryggvasons saga hører vi hvor det just er den som er med og ombestemmer islændingen Kjartan til kristendommen. Og i Olav den helliges saga fortælles hvor kongen paa Vossevangen rider fremover og synger salmer som led i hans propaganda. En hundred aar senere berettes der om Harald Gille’s søn Sigurd Mund, engang han fór paa veitsler i Viken, at han kom forbi en gaard: «… Idet kongen red gjennem gaarden, hørte han nogen kvæde inde i et hus saa fagert at han blev helt forundret; han red hen til huset, saa ind og fik se en kvinde, som stod ved en kvern og kvad forunderlig deilig, idet hun malte. Kongen steg av hesten, gik ind til kvinden og la sig med hende …» (Munch’s overs.). Det er overflødig at sanke sammen flere eksempler som bevis paa det selvfølgelige, at musik og sang har eksistert og været en magt længe før 13. aarh. Men fra denne tid av blev den en del av digtningen, idet den, som ovenfor fremholdt, tillike ogsaa kunde nyde godt av omslaget i det rent sproglige. Først i balladen sætter musikkens toner ind, saa alt levende daaner og den koglede løsner endog av nøkkens vold.
Jeg har tidligere pekt paa hvad der laa
