berørt, – som gaar igjen i oldkvadet og i sagaen, nemlig den malende gjentagelse. Nu blev den uomgjængelig nødvendighet, den indgik som grundpillar i visens konstruktion. – Endvidere tar den musikken i sin tjeneste. Sang og musik har i en eller anden form selvsagt eksistert fra tidernes morgen; ved krigslurens hærblaast i sagaen hørte man naturligvis straks av tonen hvad det gjaldt: og i hirden hos Ynglingasaga’s svenske konge Hugleik var der altsaa «fiðlarar» og «gigarar», det vil si: folk som behandlet strykeinstrumenter. Det er eget at der ogsaa i Snorre’s Olav den helliges saga nævnes «spillemænd med harper og giger og andet sangredskap» paa svensk grund, nemlig ved det drikkegilde sveakongen hengir sig til første kveld, da Emun av Skara har hat foretræde hos ham. – Og ved de store fester, da ættens ældste stod med drikkehornet og «mælte fore», som i hint bryllup paa Holar, og hver mand i gildet gjentok de hellige ord, naar hornet naadde ham, – der maa der ha været en staaende formel med en egen høitidelig tone: man «kvað» formælet, staar det; man sang ikke i vor forstand, men fremsa – det maa bety noget i likhet med messet. – Saa kom den katolske kirkesang og gjorde sin ind-
