egg og en sjøstjerne, saa noget absolut skille mellem saga og ballade er der heller ikke her. – Erotik som motiv har, som nævnt, sagaen, og ogsaa den gamle skaldskap. Saa det blir langtfra rigtig at si, det var balladen som fandt dem den er til og med nuancerikere i sagaen og fyldigere utviklet. Men i balladen dvæler man ved den, behager man sig i den, selv om det i Norden aldrig daaner helt væk i lyriske utgydelser over elskovens lykke: man gir sig hen i besyngelsen av den, saa det et flygtig minut kan staa som et hjortebrøl mot himlen, eller smægte som nattergalens klukk. Balladen spænder fra den lyriske sangbarhet i Villeman og Magnill og fra Bendik og Aarolilja’s taarevætede kvide over viser om knipske, lystige møer som spreller – imot:valkyrjens karakterstof! – som Olov Agjisdotter til Liti Kersti’s tunge ballade om viljelammende tragik hvor man – likesom i sagaen, naar kvinder ligger klomset paa runer – helt gir sig sin natur og sine sanser i vold, for at ende med den vilde Far aa dotter, som maa stande tilrette for sin far og rapmundet søker at dække sit feiltrin med løgn paa løgn, til han avskjærer alt snak med det braa, dramatiske kast:
