obskurant periode falde fortrinlig i traad med vin-overformynderi og med sprogtvangen. Og det er muligens sangvinsk at sætte noget haab til tempoet i vort aandsliv, til dets etsende skepsis som motvegt her, eftersom den saa titt bare er posørfagter og hulhet. Man skulde ialfald ha advarende eksempler nok, f. eks. det som hændte paa det avsides Island med dets «ríma»: stivnet i skablon! Eller den golde formalisme, som møter én idag i Sætesdal ved den kunstige kultus av stev: de staar i landskapet ikke stort bedre end dragehoderne paa villaerne her omkring hovedstaden. Og saa har man jo den gamle skaldskaps skjæbne, da den gik i frø og dansevisens frie metrum overgrodde alt. – Men kanske allikevel pendlen maa løpe sin egen tyngdes vei tilende, før den snur. Og advarslerne ingen magt faar.
Hvad det rent tekniske angaar, saa holdt jo Moltke Moe[1] allerede i 1890 de forelæs-
- ↑ I 1891 faldt vistnok hans forelæsninger over Draumkvæe og Aasmun Frægdagjævar. 1895 utgav han Kungssonen i Norgesland i »Norge» (nu optat i Liestøl’s samling). Og til bruk ved sommerkurserne 1899 kom teksterne (med ordforklaring) f. eks. til Venil fruva aa Drembedrosi, Iver Elison, Herre Jon Remarsson, Olov Agjisdotter, Far aa dotter, Kung Erik aa Hugaljo, Vilgaar Hertugsson, Vilman aa Magnill, Olav aa Kari. Siden optat i samlingen Norske folkeviser fra middelalderen 1912, utgit av ham og Liestøl.
