øiaa nett ette Madagaskar!» Og denne søken fra frasen til det eksakte gaar nøie haand i haand med tidens skepsis til odelsbonden og til nordmanden, slik den fandt uttryk i Ibsen’s Peer Gynt – satiren over det at ville være sig selv nok. Ellers synes Sophus Bugge’s svakhet egentlig at ligge i at han, i denne sin reaktion mot det «levende ord» og hele den frasefyldte u-eksakthet, stundom ved vor oldtids mundtlige kunst og sagalitteratur anvendte formeget – eller ialfald ubevisst var smittet av – den tekstkritiske metode, som tysk videnskap med held anvender paa papyrus-blade og skrevne manuskripter. Men i ethvert fald: fagmandens arbeide er ikke saa lovløst vimsende som det synes; tvertimot, én kunde næsten heller fristes til at si, det gaar for sig efter pendlens rent mekaniske love. Og meningen bakenfor, det evige og almene maal for en videnskap som pendler saaledes, det er indøvelse i selvkundskap, i selverkjendelse, til fordrivelse av den kritik- og stil-løse kultus, slik som vi f. eks. oplevet det i al sin groteske storhet paa folkehøiskolen nord i Gudbrandsdalen. Der er nemlig et og andet i aandslivet, som tyder paa at pendlen nu er paa vei tilbake fra det eksakte over mot norrønt fantasteri; i tilfælde vilde en saadan
