kommet import. Man kan peke rundt sig eller saalangt tilbake man vil helt fra folkeslagenes morgen: Hellas og Dionysus-kultusen f. eks., de orientalske motiver hos Boccaccio o. s. v. o. s. v. Eller saadant som formen i draattkvæd, som nu vor professor i oldnorsk har paavist, væringerne bragte med sig hit fra Sortehavs-kanten i forbindelse med trollrune-apparatet og saaledes ifølge bygning oprindelig var en forbandelses-ræggle – i mine øine litt av et epokegjørende resultat, fordi det bl. a. vel er første gang man faar en eksakt forklaring paa et bestemt ældgammelt metrums ophav. Og leikaren i Ynglingasaga kom, som før nævnt, i sidste instans fra selve Rom’s keisertid. – Ellers synes de lærde fagmænd at være under stadig usikkerhet, hvor det gjælder problemet om paavirkning utenfra. Set i sammenhæng virker de stundom som ukritiske høvelspaan vimsende for modens vinde, saa til én kant, saa til en anden – overdriver: iblandt er snart sagt alt import; i Sophus Bugge’s eksakte haand blev jo tilslut det meste irsk, vel rent psykologisk at forklare som pendlens svar paa Grundtvigianismens overdrivelse til motsat kant: at intet var import – bare norrøna-stamme alt tilhope! – og at «Varaldsøiaa va den stysste
