dyrespor. De kan være vage og lette som rypens vinge-avtryk i mjøll sne. Men de kan bli tunge og sørgmodige som elgoksens ensomme far: man kan ingentid forutse hans indfald og kroker frem og tilbake, men hvert skridt er fyldt av levende tidende, av ærend, av lyttende, vâr stans. Men for det er der linjer i en folkestammes sind, de er realiteter. De er det udødelige i samme folk.
Jeg har kaldt det der folkets mystik. Men fra tid til anden kommer der stunder, da folkets psyke kræver synlige dokumenter paa sit eget væsen, paa sammenhængen med sig selv, paa dyresporenes retning. Til de dokumenter hører bl. a. alt det som findes i dets historiske museer; dertil hører sagaen, dertil hører folkevisen. Men det bør helst studeres redelig, uten politiske bihensyn, uten jesuitisme. For hvis ikke, hevner det sig; det fordummer folket i dets søken efter sig selv. Og det igjen sinker. Ti med en naturlovs tryk tvinges da folket til at ta det op paany og gjøre hele bevægelsen om igjen.
Denne en folkestammes indgrodde, men ubegrundede forvissning om et maal for sin vandring, om en mission i verden, – det er nationalfølelse. –
Der har i al verdens kulturhistorie fore-
