ninger, hvor han utførlig, baade i hovedlinjen og i detalj, fremsatte sin mening om balladens oprindelse i Norden og dens ytre bygning, og la derigjennem det grundlag hvorpaa man siden nøie har bygget. Ti han sat inde med hvad der trængtes: en historisk almenindsigt i overgangsperioden og stor evne til at føle sig frem; derved skaffet han sig just omsynet og sit kjendskap til samtidig ordets kunst saadan som de store folklorister Gaston Paris i Frankrike og d’Ancona i Italien; og han eiet en sjelden færdighet i det rent sproglige, for her nytter det jo litet at læse i oversættelse. Uhyre fortættet er hans mening gjentat i indledning til folkevise-samlingen av 1912. Han mente at det firlinjede lyriske stev, kaldt «danz» (fordi der blev danset til det) som sagaen fortæller om og tildels citerer, er det ældgamle, første lag, men indkommet noget før 1100 fra normannisk folkedigtning i Nord-Frankrike. Stevet blev til som ukunstlet improvisation. Ved ca. 1200 kom saa en kunstpoetisk retning under indflydelse fra «chansons d’histoire», som blev mønstret for den episke folkevise i Norden. Saa mente han at en hundrede aar senere, ca. 1300, og efter forbillede av Caroldansen forbandt det lyriske stev som stevstamme sig med den
