emne-veden. Selvbeskuelsen har naadd forvitring. Og den manér – eller optræden –forutsætter en evne – eller mod – til sjælelig selvoptrevling eller selvanalyse, som overhodet ikke findes i vor sagaold. Der gaar helten aldrig utenfor sig selv, han staar med sin personlighet direkte inde for alt, hvad han sier – selv Loke, som er behandlet som en fortættet rænkesmed, gjør det. Men det gjør ikke helten i den franske ridderroman. Han gaar ut av sit episke skind. Han blir skuespiller og er uten selvrespekt som Villon – og peker mot selve Molière; han efterligner fuglers kvidder og nattergalens sang, han spiller tigger, spedalsk, gal o. s. v. Han gjør sig selv til gjenstand for gjøgl eller drama. Det er følelseslivet og smerten paa vrangen, selvlemlæstelse gjennem «ironi». Uten hvilket det egentlige drama er utænkelig. Selvopløsning er teatrets tragiske, uhyggelige sjæl. Maskens sjæl. Grunden altsaa til at der aldrig kan bli snak om noget i retning av drama i vor saga-old. Enten man nu vil kalde det vor gamle kulturs svakhet eller dens styrke: den tok ingensinde skridtet ut til masken, som hører til blandt dydens karnevalsutstyr i feststemningens evige minut
