eros som til slutning sprænger sig i ekstase – forsaavidt er denne scene at stille i række med erotikkens endeligt for Pyramus og Thisbe, for Romeo og Julie. Det er da ogsaa betegnende at den oldnorske oversættelse av sagaen, Tristan ok Isodd, gaar unna denne scene (kap. 91), den sløifer helt det dramatiske: Har bare én façade, Tristan! Man kan rigtignok ikke derfor sikkert vite, om den ikke har været fortalt og kjendt her – ialfald hvis man tror at Bedier har restaureret sagnet rigtig i sin bok. – Shakespeare kjendte scenen. Den staar nemlig slet ikke i saa fjernt slegtskapsforhold til skuespillertruppens scene i Hamlet – mangestrenget og mangebundet som den, og der er noget av Hamlets fortrukne uttryk over selve Tristan: sandhet og gjøgl flettes og vases uløselig ind i hverandre, saa det blir et tæt klungerkrat med blod og hud og bævrende kjøt paa hver odd – en ny veirhaard verden. Ogsaa Cervantes kjendte trækket; det var ham som først helt utløste det i sit verk. – Det er ellers et utpræget mandfolke-træk: det er den virile psyke’s sott, dens tragedie.
I den slutningsscene mellem Tristan og Isolde er helten skaaret helt løs og ut av
