og hvorav det moderne drama i tidens fylde opstod.
Men historisk set: naar selve helten i denne scene i Tristan’s bok gripes av gjøglervæsen og alle dets fagter, saa tar den kun traditionen op fra hine antikkens farende «mimi» og «scurræ», som ingen ætte-ære eiet, og heller intet fædreland.
Som arkitektur eller ornamentalt set, er scenen derimot at sammenstille med bladverkets sidste viltre lek i gotikken ovenover spidsbuen. Ti selvanalysen sker i den hensigt. For at fortynde, for at skjænke emnet letheten: Fordamper saa, det hele, i den uborgerlige selvødelæggelses ekstase, skjælvende himmelhøit oppe i en anden verden. –
Skjønt den scene er naadd længer i kunst, end nogensinde middelalderens ballade naadde, saa er dog hint forvitringens træk det nye i tidens kulturelle psykologi og psykologiske kultur. Selv om man i Haakon Haakonssøn’s Norge gik unna det – kanske ikke turde andet! Kanske vi faar lægge til: dit naadde den litterære kultur i Norge overhodet først i nutiden. Og det porøse træk er endnu saa nyt at vi jo
