Side:Kinck - Storhetstid.djvu/129

Der er en dyp forskjel i det indre motiv fra ættesagaen: Diðriks-saga aander trods alt ikke sikker kriger-moral. Og skurkestrek av pur ondskap forekommer ikke sjelden, den sagaen ialfald ikke gider dvæle saa længe ved, – skjønt én møter det ogsaa der, som i kjeltringen Thorberg i Reykdœla-saga. Sidestykke f. eks. til sagnet om Josef og Potifar’s hustru i Bibelen mindes jeg dog ikke derfra. Blank løgn i sine skikkelsers mund forsmaar ættesagaen som psykologisk bevægelses-princip. Men den findes i sin grummeste konsekvens i Diðriks-saga, idet man der lyver paa en ærbar frue, fordi man i egtemandens fravær ikke har faat sin vilje med hende: jarlen Artvin likeoverfor Sisibe, kong Sigmunds dronning. Det er denslags, styvmødrene kan nedlate sig til i balladen. – Men ogsaa sagaens helter forvitrer moralsk; Sigurd Svein er saaledes mangelungen av sind, som i Nibelungenlid, tvetunget, paa randen av mened. Men den konstruktive svækkelse, som fortæller mest om det nye, møter vi i selve Diðriks-skikkelsen. Han er i grunden ikke stort andet end klister, til at sammenhefte de forskjellige, uensartede sagn: blass og utvisket, gjør sig ikke gjældende; og han kan ogsaa gripe til tvilsomme midler,