som der han tvetydigen sverger for Sigurd Svein at sverdet Mimung ikke er over jord eller i nogens haand (kap. 222); det er av den sort sofismer, man møter i eventyret, naar f. eks. Askeladden er stedt foran trolle som har forskjærtset sin ret til ridderlig behandling. Særlig under det vældige sammenstøt tilslut i kong Attila’s gilde mellem hunernes flok og Nivlungerne viser sig klart hans ubetydelighet – for ikke at si overflødighet: her vimser han raadløs frem og tilbake mellem de stridende. Og hans daad tilslut blir at han hugger en kvinde ned, rigtignok selve Grimhild, svikets ophav. Imidlertid søkes ban rehabiliteret siden som helt; og der er noget stort, eventyrlig fængslende og utspekuleret ved slutningen, da Didrik konge rir sig væk, og ingen har spurt til ham siden. I virkeligheten et bluff; men i egte god gammel saga-manér. Der er reddet, hvad reddes kan.
Didriks-saga staar balladen nær i ytre staaende apparat; den har helt bleke skablonmæssige situationer, f. eks. der man staar i «turn» (taarnet) og ser folk komme ridende til borgen – det er jo balladens «høgen loptssal». Man har gloser fælles, f. eks. «dramb» (stas), som saa hyppig forekommer
