og sætter sig i sin stol, tar sin bok og synger, og ser aldrig op fra den … (Kap. 236 i Unger’s utg.)
Man sander, boken blev til i processionssykens tid. – Og ridderen Herbert er saa fin og «kurteis» at naar han har tvættet sig, saa tørker han sin haand paa solens geisle.
Men her er jo ogsaa Diðriks-ssga an i Arthur-sagnet. Ridder Herbert er av Strengleikar’s sagnkreds: Han frir for Diðrik til Hilde, men den høviske ridder beholder hende for sig selv. Og i dette avsnit forekommer stevnemøter og utroskap; der besørges billets doux indlagt i epler. Men tonen grænser yderst sjelden indpaa det frivole. Tonen hos dronninger og prinsesser er i Diðriks-saga som regel monogam; egtemanden tiltales «minn leuve herra». Het og fin kan elskoven tegnes, med dens savn som i kap. 255, hvor der berettes om Iron jarl av Brandinaborg og Isolde: Hun misliker at hendes mand stadig rir ut paa jagt, mens hun maa sitte ensom hjemme. En dag gaar hun ind i skogen og lægger sig naken i sneen for at avbilde sig; faar ham saa overtalt til at gaa dit ut og se efter dyrespor: ban behøver ikke ri saa langt av gaard for at veide, mener hun … Det er ballade-motiv; det er tæt indpaa Strengleikar, til og med.
