en ekstatisk kontemplation, da alle utveier syntes stængt. Det er muligens noget forvorpent ved en slik tolkning. Men jeg tror, vi kommer Sverre betragtelig nærmere. Jeg formaar ialfald ikke at se saa nytestamentlig paa ham som professor Paasche gjør i sin bok. – Og jeg gjentar: Jeg synes ikke han blir mindre for det.
Ellers har ogsaa, som før sagt, Sverre’s saga fuldt op av det gamle saga-apparat. Den benytter sig f. eks. av drømmeapparatet, idet hans mor like i begyndelsen drømmer merkelige drømme, som varsler den store fremtid for sønnen. Hans tegning av sin Vermelandsfærd og alt det onde, han døiet, grænser ind paa eventyret; der forekommer ordlek og ordsprog. Og i hans sønners saga dukker saamen atter Odin op i sin side hat og forsvinder (1208). –
Dette var altsaa træk som pekte tilbake. Det er træk av den gamle tidsaand, som levet samtidig med den nye. Men paa den anden side: der er ogsaa træk i den gamle tids litteratur, som egentlig hører hjemme og faar sin fulde utvikling i høigotikken og dens ordets kunst. Jeg kan f. eks. med hensyn til balladen nævne slikt som ende-rimet – «runhendr háttr», som Snorre’s verslære kalder
