nok til Vorherre. Under sjøslaget ved Nordnes mot Magnus Erlingssøn heter det i den saga, han lot gjøre om sig, at Sverre i den værste ri, da birkebeinerne seg tilbake og alt haab hang i et haar, stod op og sang sekvensen Alma chorus dei «til ende for at faa seier». Jeg skal ikke hitsætte den her; men det maa for det første – ifølge Thesaurus Hymnologicus –– være feil for «Alma chorus domini»; og ellers faar det være nok at si, den bare er en lærd ramse av omskrivende navne paa Kristus, som han knapt nok i farten har forstaat selv – bommerten «dei– straks i begyndelsen lover i saa maate litt av hvert utover. Hymnen minder saaledes om dvergerægglerne i den gamle Edda eller om ramsen med Odin’s navne. Men denne galdre, messet agter fra løftingen til seirens nye gud, med alle disse rare ordene, har fængslet de gamle birkebeinere, som i øieblikket var under oprakning; den har nestet dem psykisk sammen og hentet dem fra panikkens ytterste rand tilbake til det sidste fremstøt, som med ett avgjorde slagets gang. Dette var Sverre’s beregning og hensigt; det var ikke til Gud han talte, men det var til soldaterne – samtidig som rægglen maaske skjænket ogsaa ham selv
