det. Men allerede Egils-saga har det i Hǫfuðlausn – det kvad nemlig hvormed han kvad sit hode frit av Gunild Kongemoders hevn. Eller jeg kan minde om Berse’s lette, rimede vers i Kormaks-saga. – I en anden forbindelse nævner jeg dansevise-stevene som skimtes spredt allerede i Sturlungasaga. Eller jeg nævner nidstevene i Bjarnarsaga Hitdœ1akappa – de har til og med refræng! – denne saa godt og tæt tømrede saga om de to hemmelige rivaler i skaldskap og kjærlighet, i hovedmotivet nær op under Laksdœla-saga, forsaavidt den ene bedrager sin ven i kjærlighet, idet han vender hjem fra Norge og for hans fæstemø lyver hans død; men i denne er det kun de to mænd som er i rivninger med hverandre, ti kvinden er en helt anden her. – Denslags fælles træk i den ytre teknik har man egentlig ikke faat fra hverandre, men man har uavhængig øst av en fælles kilde.
Det gjælder i endnu høiere grad, hvor man kommer til en mer indre stilistisk likhet. Jeg tænker f. eks. paa det dvælende og paa gjentagelsen ved de store begivenheter, ved vendepunkterne. Saaledes i Gisla-saga ved Vestein’s sidste ridt til det farlige vinternatsgilde, hvor han faar sin
