mysterium, – men den følelse var vel mere min end indgangskonernes. Av gudstjenesten er det imidlertid den scene jeg egentlig husker, Men der var ikke stunder til fordypelser i mystik: det var jeg, gudsordet fra Sætesdal, som skulde underholdes og indvies i den nye tingenes orden. Der var en ny trap, og en ny herlig knirking. Paa denne lem var det bedre plads. Men temmelig dunkelt. Da man hadde sat sig til rette her i halvmørket, med utsigt ned i det deilige halvlys-dyp, begyndte moroen. Først litt fnis, men gravalvorlige barneansigter, som gjemte paa utallige smaa skjelmestykker; jeg hadde alt set der sat en enslig borre paa en gammel kalls trøieryg. Men den lek, som egentlig var paa mode dengang, var nok «aa slakta»: man labbet sig sig selv med knytnæven i panden, saa det smaldt; saa stak man sig med pekefingeren paa indsiden av strupen, der den store livaare gaar, og saa tungen litt ut av munden, saameget man da fordristet sig til. Men fromt gravalvor i hvert et ansigts-træk, mens det pjutret av skøierfryd i det vaakne øie! – Jeg hørte siden fortælle om en halvtomsing, man hadde faat med sig op slik paa en lem engang; ungerne var nærgaaende i sit leven, de fôr med knappenaaler. Og midt under pre-
