syne mig om i kirken. Vi skulde først op paa lemmen, Haabrække-lemmen. Og det er det jeg husker bedst, kvistene i den slitte trap – den vidunderlig knirkende trap! Det var et kor av knirk, næsten som salmesangen. For den var ikke første klasses; derinde stredes nemlig to retninger vildt om pladsen: de gammeldagse, seige tremulanter og kruseduller, som ingen ende tok, mot den moderne, jagende, som mættet sig med Oftedahl’s «Basunrøst og harpetoner». Og jeg tror ikke, jeg gjør nogen uret, naar jeg mindes det som den fæleste kirkesang, jeg har oplevet.
Der sanket sig flere gutunger til, vi blev en hel liten flok, som stabbet op. Men der oppe var det trangt, «aa ikje noke te sjaa!» Og generende nær prækestol og prest laa den jo ogsaa. Vi stabbende ned igjen den knirkende trap, ut og rundt til hovedindgangen. Der stod en høi, gammel prest og talte tungt til indgangskoner, som laa paa knæ om ham Som synderinder. Man var jo for liten til at forstaa den scene. Men jeg ser ikke den dag idag renæssansens himmelfartsbilleder, uten min tanke piler tilbake til den høitidelige gruppe – der var noget klassisk ved holdningen, en storstilet enkelhet over kompositionen. Og saa dirret der underlig i luften noget av et