folk blir, som lever under kulturslit fra en for nær by.
Nei, Sætesdølen synes det ikke selv heller. Paa den nymalte salon-væg hadde en døl ridset ind et stev det aar jeg var der sidst – hvor sproget forresten paa grund av rimnød har mistet noget av sin hjemlige duft:
«Dæ ber’ mot nori, dæ ber’ mot heimen,
for Kjili-baaten fer’ fort so eimen.
Dæ ber mot Sætesdals høge fjell.[1]
Eg vonar at me kjæm’ heim t’ i kvell,»
Det er først naar du har skaaret gjennem
alt dette døde og har Guldsmedmoen bak dig,
at Sætesdalen begynder. Elven vider sig ut,
bredderne viker tilbake for en bred strømstille
fjord, hvor vinden kan faa magt til at
sætte sjø, og tømmerstokken stundom maa
nordover igjen. Nu træffer du dragterne; du
træffer sproget – denne forunderlig uløselige
blanding av det sydlige Norges syngende tonefald
paa den ene side, med det svækkede «e»
som infinitivs-endelse og av og til noget som
minder om bløte konsonanter, og paa den
anden side den knappe kraft. Paa «Dølen»,
det lille dampskib, ser du ham sitte, used-
eim – damp, røk.
- ↑ «fjødd» paa sætesdalsk.