vanlig høi, let, myk, trods langbrokens svære lærbeslag, med benene hændig overkors – noget sammensunket, noget spænstig paa samme tid; det er yndlings-stillingen. Han sitter under hatten og glæder sig til bygden, og undrer sig kanske paa, hvad du er for en fremmedkar; – men han spør ikke, som de fra fjordene der vest straks gjør. Han ser løvskog, ur, mørke moer, de bratte gule kleiver, som det gaar ord av blandt dem som kjører varer fra byen, – de stille hvite sandevjer, store blændende, med haresporene, med den kjæmpetømmerstokken som ligger og raatner, den fløterne ikke raadde med iaar. Der hviler de lysende Langeraks-volder, Lande, Løvdal, paa østsiden, som ligger grønne like ut i vandet. Det er brattere, mere knipent med rum paa vestsiden: smaa lune pladser, men som tidlig kvelder og lægger sig i skygge. I det hele vil gjerne østsiden være bredere, mer smilende, opover dalen.
Du farer gjennem Aardalsfjord, Fanefjord, Byglandsfjord. Byglands «sôkn» var dalens midtpunkt i sin tid; her er det bredt, sollyst, frodig. Men nu maa du længer nord for at være sikker paa at finde det egte; her staar jo «Sommerhjemmet» nu, her har bodd byfolk rundt i stuerne, og der er seget meget ut
