Side:Kinck - Steder og folk.djvu/82

78

Jeg mindes saavidt den gamle Rosenkrone fra 70-aarenes slut, den overmaade høie, granne skikkelse med rynker, men litt litet markerte træk i det milde, glatrakete, fjerne ansigt, hvor der dog sat et forunderlig blankt barneøie; han bar sit haar litt langt og med skil som A. Munch – 30-40-aarenes mode. Men han var fri den tids litterære naragtighet – jeg kalder det seminarisme – slik som noget tidligere de skuespilgale, helterne i fru Dunkers memoirer, og Bernt Anker, om hvem det fortælles at han ved sin frues død kastet sig sorgfuld over hendes baare og sa de galante ord: «Nu bedrøver du mig for første gang!» Hvilket man nu vet er et citat. I det hele, det memoireverk maa tages op til komplet omjustering, idet det som kildeskrift har sit værd i en ganske anden retning end fru Dunker aner og ønsker: Den tids aandsliv var «seminarisme» og litterært knot, som hos ethvert folk ved kulturoverganger. Bl. a. har Dostojevski i Godset Stepantschikovo skikkelsen for Ruslands vedkommende i Foma Fomitsch; og Turgenjev kjender ham og den hule esprit. Den gamle Rosenkrone var ganske fri for denneslags litterær forfængelighet og affektation; og med sit udmerkede hode og evnerik som han var, saa han visselig i slikt