noget som «stumpefeiden» kun det tomme gymnasiast-kjekl det er. Skjønt han tænkte paa folkeoplysningen og av egne midler kostet enslags amtsskole for fjorden – en tid den eneste gratis skole som førte de konfirmerte videre –, saa holdt han sig fjernt fra politik og det offentlige liv. Titt var han paa reise i utlandet, særlig Frankrike. Blandt sine gjaldt han for at sitte inde med, og sat ogsaa inde med, kultur-resultaterne i enhver henseende; jeg mindes hvor alle tidde og lyttet naar han snakket. Men han søkte mot gammel fransk kultur, og der laa visst ogsaa hefter av L’illustration paa hans flygel; han sat ellers inde med det sidste om den alment anerkjendte kunst, det sidste om dansk litteratur, nemlig dansk «guldalder»-digteres memoirer – Hauch eller de gamle danske skuespillere. Stilig. Men forbigangent, – men intet som pekte fremover i norsk aandsliv. Herinde sat han, med det vældige fjeld over sig, med Hatteberg-fossens fjerne, dumpe dur, og Melselvens surl paa den anden kant. Og hans saler var som et museum at vandre i, og menneskene var som vel vedlikeholdte gjenstander. I hans slotsgaard var der næsten ikke stier efter føtter; stilhet, og gjenlyd av hvert skridt fra den fremmede i den knusprende sand. Bare
