blonde, av fin ansigtshud, stundom fregnete, hængslete og skakke i herderne, sletikke symmetriske hverken utvendig eller indvendig, og ikke firskaarne hoder, oftest med smaa øine, som glipper rapt som fuglens øie – han som blev sittende igjen herute i leden og nordover langs Strilelandet. De sat her trygge for ufredsmænd bare den stormfulde vinter; og av havet trak de op hvad de trængte til livets ophold, forstod sig paa ongler og agn, men ogsaa paa jordbruk, store seilere og svære blotmænd. Saltvandsmennesker, med tilnavn som «Mostrarskjegg» eller «Torskabiter». Litt mer passiv av sind end den førnævnte type, derfor mer dyp. Bløtere haar ogsaa end de andre. Herfra drog de bedste landnaamsmænd til Island; herfra kom selve Snorre-ættens forfædre. Typen blev ved at spille en rolle i vor historie. Og den lever indover fjorden den dag idag, ofte jægteskipper-typen. Endog blandt Strilen findes dens rester i formindsket format – et rødblondt, busket, blaaøiet fjæs med blik skarpt som brest i glas. – Hit hører paa kvindesiden en henrivende type, som nu er sjelden, men sikkerlig er urgammel, et blaaøiet og blondt skøierfjæs og skjær, fin ansigtshud; men overlegen og levedygtig: hun har helst litt tykke øienlok, som gjerne falder litt
