59
utover den ytre krik og gir et snedig uttryk, en fin, buet læbe, som ved mundviken likesom har tilløp til noget som en ørliten, lystig bret opad i overlæben, en litt høi, ret næse, men ytterst med en svak knæk i veiret, noget i retning av en opstopper, og næseskillet og borrene blottes derved litt. Men det, som især virker saa underlig gammelt, er selve næseroten, den sterke forbindelse mellem pande og næse: en bred muskel følger ovenfra nedpaa næseryggen litt og fæster likesom næsen. – Ogsaa hun findes spredt paa Strilelandet som ind i fjordene.
Slik kunde man bli ved at gjøre sig op urgamle typer, ganske som ovenfor ved veiret.
Men der er mangtslags blandingsgods ogsaa. Der er meget svartsmusket folk – de som nu ligger herute i Ytre Hardanger og basker i smaa tjærebredde færinger om holmer og skjær; og længer ind i fjorden er det i grunden likedan. Av og til sier man da, der er kommet «splint» ind i ætten. Men de svarte var der dog allerede i saga-old; i Egilssaga f. eks. har hovedætten kløvet sig i to typer, – og det er de mørke som er skalderne der.
