fra Ljones, og Thorsnes ligger midt i fjorden – gammelt hov- og kultus-sæte, efter navnet at dømme. Av en eller anden grund søkte de altid mer indover; Hordalands betydning i historien sank ialfald, det likesom visnet, kanske eftersom Bjørgvin’s steg. Storætterne døde vel ut her, eller forarmedes. Og det indre laa maaske ubekvemt til for høvdingerne – inderst inde i denne fjord gik jo ingen hovedvei over fjeldet til Østlandet slik som i Sogn, hvor høvdingætterne bodde helt tilbunds. Og langt inde i stille, forlagte sidefjorder træffer man nu paa den gamle type, eller den findes igjen i Hardangers indre del – det man nu mener, naar man sier «Haringa», inde i fjordarmene her ved dens bund og opover mot Voss. – De var visst ikke egentlig nogensinde store blotmænd; det verdslige humør var for sterkt og godt. De var hændige i træ og jern – «hagr à tré ok járn», som sagaen kalder det. Og der er kanske noget i at haringfelen kom herfra. Utskurd-mestere. Træskjærere. Eksekutører. Mosafin-typen. Bergslien. Men egentlig nyskapende genier blev ingen. De var dertil bl. a. for tætte av sjæl.
Men der var en anden type mennesker allerede i Hørdernes ur-old, rødskjeggete, men