men holder fest og drikker sig paa en pisk om kvelden – man mindes her fest-sansen hos Ynglinga-saga’s kong Hugleik, som slet ikke var nogen hærmand, men omgav sig ved sin hird i Uppsala med «leikara, harpara ok gigjara ok fiðlara». Og Snorre gir eksempler paa kongens skryt og selvforherligelse: Hverken Norges eller Danmarks konger, sier han selv, kommer op mot ham! o. l. En tegning gjort i overstadig humør. Ja, der er en vild overgivenhet over den chargerte skildring av kongen, saa han bent frem minder om eventyrets rise, som lyves huden fuld. Snorre lar sin islandske tunge leke. Overdrivelserne er saa svære, at denslags eventyr simpelthen synes mig direkte at maatte spille ind; der er endog en likhet i forholdet mellem kongen og datteren Ingigerd – trollet og prinsessen. Det er noget av det litterære, fjerne overlys, som Snorre ogsaa ved andre motiver lar leke - enten det i sin oprindelse er resultat av hans eget arbeide med emnet, eller det er traditionens forefundne form. – Han gir ellers ganske enkelt østlands-typens revers, det manglende skarpsind, som hænger sammen med deres sjeldne evne til tro, hvis revers igjen er godtroenhet, eller Olav Sveakonge’s selvovervurdering.
