dog dette oldsagn hen paa en tidlig vakt sans for psykologi. Og i den forbindelse igjen minder jeg om St. St. Blicher og novellen En landsbydegns dagbog, som allerede i 30-aarene i forrige aarhundrede arbeidet med motivet i I. P. Jacobsens Marie Grubbe – et eventyrlig faktum, naar det f. eks. sammenstilles med hvad norsk litteratur i saa maate præsterte paa den tid; Norge ligger agterut – eller laa – ved forrige aarhundredes begyndelse; og det har sit sidestykke i selve dets folkeliv, idet det fra middelalderens slut i høiere grad var indsovnet end de to andre stammer.
Følgen er at det norske folk trods det rationalistiske anlæg er særlig et uutlevet folk; og det er kanske nu dets uforskyldte styrke eller rigdom i aandslivet. Paa grund av den sekler lange aandsdvale, den saakaldte «dansketid», blev der nemlig liggende igjen i folket saamegen evne til illusion, lettroenhet, beundrings-trang, som tørster efter historie; og denne tørst efter daad og utfoldelse opstod igjen, selv om der nu i Europa ikke længer er tid og plads for denslags, hvor det gjælder et litet folk. Daadstrangen stilledes ikke, for det om historikere fortjenstfuldt kunde paavise en levende sugerot mellem vikinge-old og
