norske træk ensidig stor i forhold til de andre to stammer i Norden.
Jeg nævnte før kong Hakes grandiose baalfærd. Ynglinga-saga fortæller om konger der øst; den kan vel av og til være eventyrlig, men det træk er ialfald virkelighet i ordets høie betydning, fordi der er noget av svensken fra idag over den tegning. Der er noget uendelig ved kongens gestus. Og man kommer i den forbindelse bl. a. til at mindes en del svensk litteratur fra nutiden – paa hver sin vis f. eks. Bellman og Strindberg. I motsætning til denne sagn-skikkelse Hake paa svensk grund, og tillike i motsætning til norsk senmiddelalder med dens aandelige stagnation, nævner jeg fra Saxo Hamlet-skikkelsen som type paa dansk psykologi og skepsis, om han jo ikke er porøs av tvilesyke der, som han senere blev det hos Shakespeare. Men selvharcellasen er helt utviklet; han er fuld av ustanselige indfald, som her rigtignok yderlig alle begrundes med at kun slik redder han sit liv: ved at spille vanvittig. I den franske gotiks digtning Tristan og Isolde er stillingen forsaavidt en anden: der kommer selvoptrevlingens trang indenfra – av hans egen kvide. Men selv om galskapen kun er det klart tænkte middel for at redde livet, viser
