Side:Kinck - Steder og folk.djvu/179

175

nede» sprog. At saa ikke skedde, kan vi takke det gammelmodige Island for. Danskerne blev likesom tidligere europæere. Det kan vel ogsaa ha spillet ind at de norskfødte utvandrere, som sat som konger eller høvdinger i Dublin og Normandi, likesom helt blev borte; de gik op i det nye milieu og vendte ikke tilbake som europæere. Danmark fik altsaa sin Saxo paa bombastisk munkelatin istedenfor paa olddansk. Der var en ond skjæbne i det; kanske det sønderjyske problem endog var blit et andet, hvis ikke – eller helt uteblit. Og de usedvanlig talrike danseviser fra gotikken med historisk motiv formaadde aldrig helt at bøte paa den vildfarelse; malm-veden i et folk, rygraden, naar man ikke helt ind til gjennem dem. Og de har heller ikke likeoverfor grannefolk den advarende klang av farlig udræpelighet som en oldsaga i prosa, i stammens ur-prosa. – For at finde de ældste træk i det svenske folks profil maatte man vel gaa til noget slikt som dets gamle lover; kanske man ogsaa maatte fordype sig i det angelsaksiske digt Beowulf om Geaternes høvding. Men det er jo mere end en ulærd mand kan overkomme. – Og følgelig blir uundgaaelig den plads som jeg her gir – og kommer til at gi – omtalen av