Hopp til innhold

Side:Kinck - Steder og folk.djvu/182

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
178

Eidsvold. En rad forsømte aandsretninger brøt tillike utenfra indover landets grænser den morgenstund, folket vaagnet – rationalisme, romantik, ogsaa litt av pessimisme. Men saa slap vi kanske for slikt som perioder, som f. eks. romantiske saadanne, som andensteds regnes i bestemte aaremaal, idet en enkelt romantikers gemyt smitter av, saa den spidsborgerlige almenhet blir «romantisk», eller rettere: griper nogen romantiske stikord, og alle de smaa poeter, som ellers intet personlig har at forebringe, tar mod til sig, mens jo den virkelige romantiker lever uavhængig av alle litteraturhistoriske perioder. Alt kom altsaa isteden hulter til bulter stimende hin morgenstund, alt det ugjorte i aandsliv, det ulevede. Motsatte retninger samledes i samme skikkelse, som i giganten Wergeland – rationalisme og flommende fantasi. Et kaos av retninger, de var som stormer sluppet ut av en sæk – og det samtidig endog alle verdenshjørners stormer. Indtil folket ved seklets midte summet sig og samlet sig om sit eget – det som først klart fik sit utslag, da man begyndte at nedtegne eventyr og folkeviser og man utgav sagaer. Rammet ned den store, sterke staur i midten, hvorom høistakken med næring for kommende vintrer bygger sig op hvert aar siden; den italienske